Ubaye Sauvage – Beretning om en skitur i Ubaye-dalen

Alex Pichon, passioneret bjergfotograf og medlem af Lagoped Family, tager os her med ind i hjertet af det vilde Ubaye. I denne levende og sanselige fortælling følger vi et selvforsynende skitouring-eventyr med bivakker, storslåede landskaber og øjeblikke af selvvalgt ensomhed. En fordybelse i bjergenes rytme, mellem anstrengelse, eftertanke og enkle fællesskaber.

Vi ankommer til Larche-passet kl. 14. Alle vores ting er pakket sammen i rygsækken, skiene på ryggen, og vi begiver os ind i Orronaye-dalen. Efter en times bæring kan vi endelig spænde skiene på. Rygsækken er tung, solen holder sig ikke tilbage, og varmen kan mærkes. Eventyret kan for alvor begynde!

Da vi ankommer til Gipière-passet, er vi endelig alene i verden. Os to over for Ubaye-dalens majestætiske bjerge. Moïses hoved på vores højre side holder øje med os. Synlige spor får os til at tro, at andre skiløbere har fulgt ruten med kort mellemrum. Vi håber alligevel at finde os alene ved bivakken!

Vi når den sidste stigning for at komme op til Sautron-passet i 2687 meters højde, før vi krydser over på den italienske side. Vi går nedad; sollyset er stadig tydeligt, og den friske vind bringer glæden ved vores første skiløb ned mod øst. Bivacco Danilo Sartore kommer til syne. Dets tag i tipiform og rødligt malede overflade afslører landskabets autenticitet. Det er et øjeblik fyldt med lettelse og glæde. Som børn, der genfinder deres hytte, styrter vi indenfor. Lidt pølse, lidt ost, før vi nyder vores sardiner og couscous!

Tidligt om morgenen står bjergene i flammer. Vi bliver vugget af den fredelige og varme forårsstemning, der vil følge os gennem denne anden dag. Fire bjergpas på menuen. Benene vågner i takt med den forvandlende sne. Vinden bevarer den vinterlige stemning og giver os kulde, når vi bevæger os i skyggen. Som dagen skrider frem, dukker skyerne op, og solen ser ud til at more sig med en omgang gemmeleg. En stemning af bjerglandskab sænker sig, uden at vi møder nogen på vejen. En værdsat ensomhed.

Trods manglende netværk finder vi vej mod dagens sidste pas, Stropia-passet. En kort nedstigning og derefter en kort opstigning – trods en tilrettelagt rute og en lille fejl er vi glade for at få øje på Barenghi-bivuakken. En metalkasse i Sveriges flags farver. Næsten som vores sardindåser. Timingen er perfekt: En tæt tåge omkranser bivuakkens blå farve få minutter senere.

Efter en nat, der nærmede sig oplevelsen af at være i en fryser, vågner vi alligevel til synet af en skyfri himmel og et ekstra lille lag sne. Prikken over i’et! Vi begiver os af sted på raidets letteste dag. 15 km og 650 højdemeter, som sammen med varmen ikke vil give os meget pusterum.

Vi går ned langs Mary-floden for at nå den smukke landsby Maljasset, hvor vi skal overnatte på Chalet de Maljasset, en CAF-hytte under opsyn af Federica (Tita) og Hélène. En blåbærtærte – tilbage til civilisationen. En lidt trist lykke, men ikke desto mindre lykke. Næste dag får vi et lift tilbage til bilen, som stadig står parkeret ved Larche-passet. Tak til Orso, en nabo til hytten, som sparede os for 15 km i skistøvler.