Når bjergbestigning rimer på vedholdenhed: Tiphaine Dupériers bestigning af Nanga Parbat (8125 m)

Efter 17 dage i basislejren på Nanga Parbats Rupal-side gennemførte rebholdet bestående af Tiphaine Dupérier og Boris Langenstein en historisk førstebestigning: skiløb ned ad denne mytiske side, som aldrig før var blevet stået på ski, efter en fælles bestigning med David Goettler. Trioen drog af sted den 21. juni kl. 1.30 og nåede toppen af den 8125 meter høje Himalaya-bjergtop den 24. juni kl. 15.30. Denne dag markerede et afgørende vendepunkt: mellem siderne, mellem bestigningen og den krævende nedstigning. Skiene blev spændt på ved toppen til en tre dage lang nedstigning til basislejren. Alt sammen i alpin stil: uden ilt, uden faste reb og uden bærere. En syv år gammel drøm gik endelig i opfyldelse for Tiphaine Dupérier og Boris Langenstein.

Selv om den usædvanligt sparsomme snedækning og den stærke varme ikke gjorde en fuldstændig nedstigning mulig — de sidste 2500 højdemeter var præget af stenskred, passager med nedklatring og sne af dårlig kvalitet — bød den øverste del af ruten, fra 8125 til 6000 meter, på stabile forhold, der gjorde det muligt at stå på ski. Det gav rebholdet mulighed for at skrive et nyt kapitel i historien om bjergbestigning og stejlt skiløb på flankerne af det »pakistanske monster«.

Beretning om ekspeditionen med Tiphaine Dupérier, medlem af Lagoped Family.

Den 21. juni 2025 begiver Tiphaine Dupérier sig endnu en gang mod en top, som har ligget hende på sinde siden 2019. I flere år har dette projekt fulgt hende tæt, været en del af hende og ventet på hende. Et første mislykket forsøg, et andet, der blev afbrudt … og endelig det tredje, som denne gang lykkes. »Når det lykkes, er det fedt.«

For succes med et stort projekt i højderne er aldrig bare et spørgsmål om held. Det er resultatet af et langt arbejde, stor tålmodighed, vedholdenhed og omhyggelig forberedelse. Denne succes markerer også et vendepunkt for Tiphaine.

Tiphaine Dupérier er ikke på sin første top. Men denne ekspedition har hun ventet længe på. Allerede i 2019 forsøgte hun opstigningen ad en anden side. Så i 2024 kom endnu et forsøg. Uden held. I 2025 giver hun sig selv en ny chance sammen med to rebkammerater — David, ekspert i 8000-meterbjerge, og Boris, hendes mangeårige partner.

Det hele begynder med en strategi: Den 24. juni er varslet som et perfekt vejrvindue uden vind. Derfor er afrejsen den 21. Målet er at stige gradvist hver dag, lejr for lejr, for at nå toppen på det helt rigtige tidspunkt. Det er forventningen til vejret og logistikken, der bestemmer opstigningens rytme.

Den 21. juni går turen fra baselejren kl. 1.30 om natten. Det gælder om at undgå solen på sydsiden, hvor stenfald er hyppige. 2500 højdemeter på én gang. Ankomst til lejr 1 i 6000 m. Højden er allerede alvorlig, og virkningerne begynder at kunne mærkes. Dagens varme gør det umuligt at hvile. Man må være opfindsom: improviserede parasoller af dunjakken, tæpper over teltet … og drikke, altid.

Den 22. juni går turen op til lejr 2 i 6800 m ad en monoton, stor sneskråning. Mentalt svært og fysisk krævende, for man må trampe sporet selv, uden hjælp og uden sherpa. Men denne gang er bjerget mindre snedækket end i 2024. Det går lettere. Motivationen er intakt.

Den 23. juni bliver det alvor. Fra 6800 m til 7300 m bliver hældningen stejlere, og terrænet mere teknisk. Der er ingen andre. Ingen faste reb, ingen tydelig rute. Man må læse bjerget og hente kræfter fra sine reserver. Højden tærer på appetitten og energien, men en god nat i lejr 3 giver lidt ekstra kræfter til det, der venter næste dag: toppen.

Der er ingen tårer, men et stort smil, eufori og en dyb lettelse. David skriver dermed sin 5. bestigning, Boris sin 2. opstigning, og denne gang er Tiphaine på toppen sammen med ham. En smuk afslutning på en fuldendt rejse.

David forbereder sin paraglidingnedstigning og begynder til fods. Tiphaine og Boris tager derimod skiene på. Det er ikke slut endnu. I 7600 meters højde møder de David igen og hjælper ham med at puste sin paraglider op. Han letter “som en bombe” og gennemfører en magisk nedstigning i solnedgangens gyldne lys.

Det er sent. Natten falder på. Heldigvis har de forudset det. Et telt, en oppustelig madras, et stormkøkken. En improviseret nat på vestsiden i ro og mag, så de kan samle kræfter, inden de fortsætter.

Næste dag er det hårdt at vågne. Endnu en teknisk traversering. Derefter skinedstigningen, der beskrives som en “kamp”. Den eksplosivitet, som skiløb kræver, går ikke godt sammen med højden. En pause for hver tredje sving. Forpustede, med benene i brand. Men at tage sving på den snedækkede topkam er magisk. Det er sjældent. Og det vil Tiphaine Dupérier huske længe.

Dette projekt handler ikke kun om en præstation. Det er en historie om et rebhold, om tillid og gensidig respekt. Tiphaine har delt 10 års ekspeditioner med Boris. Deres forbindelse behøver ikke længere ord. De ved hver især, hvordan den anden fungerer, forudser og støtter.

Sammen med David, som hun kender mindre godt, men beundrer for hans 20 års erfaring, opdager Tiphaine en anden form for tillid: den, som en eksperts kunnen og sindsro skaber. Sammen udgør de et afbalanceret og effektivt hold.